Her kan du læse 2 opgaver fra kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi:
1. Kroppen og seksualdriften som bekræftelse af vilje i Schopenhauers filosofi
2. Pædagogik og psykoanalyse som antinomiske praksisser?
- Psykoanalysens manglende bidrag til pædagogikken?
(venligst blad ned for at finde den sidste opgave)
Kroppen og seksualdriften som bekræftelse af vilje i Schopenhauers filosofi[1]
Indhold:
Indledning side 3
Redegørelse for kroppen og seksualdriften som bekræftelse af vilje side 3
· § 60 i ”Verden som vilje og forestilling” side 4
· Bog 1, verden som forestilling, erkendelsesteori side 5
· Bog 2, verden som vilje, metafysik side 6
· Bog 3, verden som forestilling, æstetik side 7
· Bog 4, verden som vilje, etik side 9
Konklusion side 11
Perspektivering side 12
Litteraturliste side 13
Indledning:
Sigmund Freud skriver[2]: ”Thi filosoffen Arthur Schopenhauer har allerede for længe siden foreholdt menneskene, i hvilket omfang deres gøren og laden bliver bestemt af seksuelle tilskyndelser – ”. Med dette citat vil jeg pege på en af arvtagerne fra Schopenhauer og henlede tanken på, at vi mennesker måske stadig, efter såvel Schopenhauer som Freud, har svært ved at tro på, at vi ikke har eller kan få kontrol over livet.
Schopenhauer formulerer sig f.eks. således: ” Derfor kan vi lige så godt sige bekræftelse af kroppen i stedet for bekræftelse af viljen”[3]. For Schopenhauer er bekræftelse af vilje altså det samme som bekræftelse af kroppen. Dette vil med andre ord sige, at vi er underlagt en vilje, der er os fremmed, eller som Freud går videre til at sige, at vi er styret af vores seksuelle tilskyndelser.
I forhold til pædagogik, opdragelse, dannelse og etik er det væsentligt, om vi tror på, at udvikling, kontrol og fornuft er muligt, altså oplysningsprojektet. Eller om vi tror på, at vi er underlagt en vilje, vi ikke kan kontrollere, altså pessimismen. Dette bliver et spørgsmål efter Schopenhauer, og for så vidt Freud som, om ikke andet, havde et projekt om at vi skulle slippe illusionerne[4].
I nærværende opgave vil jeg forsøge at udrede hovedtrækkende i Schopenhauers filosofi med særlig henblik på en forståelse af kroppen og seksualdriften som viljesbekræftelse.
Jeg tager udgangspunkt i § 60 i 4 bog[5], da denne handler specifikt om at bekræfte viljen i forhold til kroppen og seksualdriften. Herfra vil jeg bevæge mig videre ud i andre dele af Schopenhauers filosofi.
Jeg vil bevidst gennem opgaven undlade bibliografiske overvejelser, da en psykologisering af Schopenhauers private liv, seksualliv og manglende kærlighedsliv altid ville kunne udradere de filosofiske og fænomenologiske betragtninger i hans filosofi. Mit fokus er derimod en undersøgelse af Schopenhauers filosofiske tanker om kroppen og seksualdriften som bekræftelse af vilje set i et teoretisk, systematisk og kritisk perspektiv. Jeg vil herunder diskutere om kroppen og seksualdriften udelukkende skal opfattes som bekræftelse af viljen.
Redegørelse for kroppen og seksualdriften som bekræftelse af vilje:
Schopenhauer ønsker at beskrive én tanke[6] i: ”Verden som vilje og forestilling”. Denne ene tanke er, at verden er vilje og forestilling. Man kan diskutere om dette er en eller to tanker, altså såvel forestilling som vilje, eller om disse to er ét. Herudover ser Schopenhauer denne ene tanke udfoldet i 4 perspektiver: erkendelses teori, etik, metafysik og æstetik. Hvilket evt. igen gør hans ene tanke til flere?
Hele Schopenhauers filosofi postulerer dog sammenhæng i denne ene tanke. Schopenhauer er den sidste filosof, der laver et helt filosofisk system, der dækker æstetik, erkendelse, etik og metafysik. For at forstå Schopenhauers teori må vi således læse den som en metafysisk teori om alting.
Dannelsesoptimismen og den tyske idealisme efter Kant hos især Hegel, Schelling og Fichte er Schopenhauers springbræt til det modsatte og yderliggående standpunkt i pessimismen. Her sætter han fornuften under viljen, lidelsen bliver fremtrædende, og der findes ikke længere nogen praktisk filosofi.
§ 60[7] i ”Verden som vilje og forestilling”
I § 60 i bog 4 beskriver Schopenhauer, hvordan motiverne står foran viljen i mange forskelligartede skikkelser og bestandigt lover tilfredsstillelse og ud slukning af den konstante villen. Men viljens tørst slukkes aldrig, vi bliver ved med at ville og hermed lide. Det eneste, der er forskelligt fra situation til situation, er graden af viljens intensitet og dens forhold til erkendelsen. Det menneskets tænkning således drejer sig om, er med hvilke midler det skal opnå, hvad det ønsker, og kun sjældent vil en erkendelse af verden udover egeninteressen indtræde.
På grund af seksualdriften fortsætter viljen endda efter døden, da vi gennem forplantningen har sikret viljens fortsættelse i næste generation.
Da vi efter Schopenhauer grundlæggende godt ved, at viljen ikke er god, har vi skyld over, at vi sådan lader viljen fortsætte i det uendelige. For Schopenhauer var det bedre, hvis der i stedet for at være noget, var intet, dette er essensen i hans pessimistiske filosofi.
Genitalierne er hos Schopenhauer udelukkende underlagt viljen, erkendelsen har derfor slet ingen magt over genitalierne.
Schopenhauer argumentere generelt ved at appellere til læserens egne erfaringer, og på netop dette punkt er det efter min mening svært at slippe udenom. Man er nærmest tvungen til at give Schopenhauer ret i, at vi ikke kan styre vores genitalier.
Som Søren R. Fauth skriver[8], er Schopenhauer den første til helt at udfolde den tanke, at vi er styret af noget andet end vores bevidste selv. Fauth nævner i denne forbindelse, at Freud fører tanken videre uden at henvise til Schopenhauer, ja at han direkte forsøger at skjule sin inspiration fra Schopenhauer. Dette er jeg ifølge citatet i min indledning uenig i, og jeg vil problematisere at Fauth ikke henviser til Freuds afhandlinger om seksualteorien. Jeg vil argumentere for, at Freud netop var sin kilde bevidst, og at han i denne bevidsthed videreudviklede Schopenhauers tanker om genitalierne til de erogene zoner og videre til at hele kroppen, og sågar hele verden kunne lede til den seksuelle libido.
Bog 1, verden som forestilling, erkendelsesteori
Nu kan man jo diskutere, om det virkelig skulle være en lidelse at være underlagt viljen og ens seksualdrifter, mange mennesker vil nok være uenige i dette standpunkt, men det er for så vidt ikke det, diskussionen går på. Schopenhauer diskuterer med Kant og oplysningstiden om, hvorvidt vi kan styres af fornuften og hvorvidt fremskridtstanken og dannelsesoptimismen holder vand. Schopenhauer argumentere for, at filosofi kun kan beskrive verden, den kan ikke forandre verden.
Beskrivelsen begynder i bog 1 med en redegørelse for en ny erkendelsesteori, uden at Schopenhauer dog at kaldte den for en sådan. Hos Schopenhauer er erkendelse lig med forestilling: ”Verden er min forestilling”[9] lyder Schopenhauer`s første sætning.
Schopenhauer fortolker og omformulerer Kants erkendelsesteori. Verden er for Schopenhauer en fænomenal givethed, der som senere hos Husserl retter sig efter min erkendelse. Denne erkendelse består af nogle principper, der styrer den måde, verden fremstår på. Her er Schopenhauer i overensstemmelse med Kant, men i modsætning til Kants 12 forstandskategorier[10] opererer Schopenhauer kun med kausalitet og som aprioriske principper altså forud for erfaringen kun tid og rum. Herforuden er det nødvendigt at forstå Schopenhauers begreb om den tilstrækkelig grunds princips firefoldige rod (herefter forkortet til DTGP), et grundprincip der regulerer vores erkendelse. Denne beskriver Schopenhauer i sit dissertationsskrift, men her vil jeg støtte mig til Fauth`s fortolkning[11].
Fauth forklarer DTGP som en lovmæssighed ved vores måde at erkende verden på, en grundform lige så uomgængelig som subjekt objekt konstellationen. Roden er det princip, der ligger bag DTGP:
Tilstrækkelige grunds rod – klasser af forestillinger - erkendeevne
Tilblivelsen, eller årsag - reale objekter - forstanden
Erkendelsen, eller grunden - abstrakte forestillinger - fornuften
Væren, eller relationen - rum og tid - ren sanselighed
Handling, eller motivet - erkendelse af egen vilje - selvbevidsthed
DTGP er noget Schopenhauer gentagne gange henviser til i sin filosofi, f.eks. ses kroppen og seksualdriften som underlagt DTGP. Disse er efter Schopenhauer udelukkende vilje og forestilling. Jeg går ud fra, at Schopenhauer ville være enig i, at de i forskellige situationer kan erkendes ud fra alle 4 rødder, i alle klasser af forestillinger og med alle erkendeevnerne. Seksualdriften og kroppen eksisterer altså ikke i sig selv udenfor erkendelsen eller udenfor DTGP.
Schopenhauer accepterer ikke, at et objekt kan være noget i sig selv, dette er en anden måde Schopenhauer adskiller sig fra Kant på, da Kant opererer med begrebet tingen i sig selv. Denne kaldet Schopenhauer for en uting[12], verden er for ham vilje og forestilling, intet andet.
Kant sætter en grænse op imellem anskuelsen og tingen i sig selv[13], Kant argumenterer for, at tingen i sig selv kan vi ikke sige noget om, kun om vores erkendelse af denne. Denne grænse ophæver Schopenhauer ved, gennem negation af fremtrædelsen, at kendetegne tingen i sig selv som vilje. Det vil sige, at hvis tingen i sig selv ikke er fremtrædelse må den være vilje, da der i hans ene tanke om verden udover vilje og forestilling intet er.
Igen kan det måske blive konkret, hvis vi tager udgangspunkt i egen krop, denne er objekt for mig, altså min forestilling, men samtidig mærker jeg også viljen i min krop: ”Det skyldes at tingen i sig selv er os alle umiddelbart bekendt for så vidt som den fremtræder som vores egen krop, mens den kun er os middelbart bekendt for så vidt som den objektiverer sig i de øvrige genstande for anskuelsen.”[14] Subjektet erfarer altså efter Schopenhauer sin egen krop som vilje og som forestilling på samme tid. Vores egen krop er for os et umiddelbart objekt, andre objekter er middelbare, da erkendelsen af disse forudsætter den umiddelbare bevidsthed om vores egen krop.
På denne måde udfører Schopenhauer en analogislutning fra selverfaring af viljen i egen krop til viljen i alt andet. En slutning fra indefra til udefra, med andre ord en svag slutning. Ikke desto mindre er det denne slutning, der forudsætter resten af udfoldelsen af Schopenhauers ene tanke.
Bog 2, verden som vilje, metafysik
Bog 2 kommer således til at handle om verden som vilje, et metafysisk grundspørgsmål om tingen i sig selv, som ikke er omfattet af anskuelsesformerne, det som Kant ikke ville sige noget om.
Schopenhauer opererer nu med to værens regioner: ting i sig selv som er udenfor tid, rum, kausalitet og DTGP samt forestillingerne, som er underlagt tid, rum, kausalitet og DTGP: ”Tingen i sig selv (vi agter at bibeholde Kants udtryk som stående formel) er som sådan ikke længere objekt idet nemlig alt hvad der er objekt, kun er dens fremtrædelse og dermed ikke længere er denne selv.”[15]
Viljen bliver her metafor for tingen i sig selv. Viljen er meningen bag fremtrædelsen, det er så spørgsmålet, om vi bliver klogere af denne metafor.
Igen henviser Schopenhauer til vores egen erfaring af at kroppen er vilje, Schopenhauer påviser dette fænomenologisk[16], men hævder ikke, at det kan bevises. Den Schopenhauerske fænomenologiske metode udfoldes nøje[17] i hans sammenligning af vandet, magnetismen og andre fysiske fænomener med menneskets væsen. Schopenhauer kalder på vores fantasi, når vi skal genkende os selv i denne blinde trang, som evt. er det, der senere har inspireret Freud til at tale om det ubevidste og den ubevidste seksuelle drift[18]?
Schopenhauer sætter hermed viljen som væsensbeslægtet med vores indre vilje i menneskets psykologi. Det er problematisk at Schopenhauer gennem hele sit værk bruger ordet vilje i to forskellige betydninger, både viljen til selvopretholdelse, og viljen som ting i sig selv. Jeg håber med denne lille anmærkning, at læseren ikke yderligere forvirres her i min tekst.
Schopenhauer kan kritiseres for nu at gå videre i sin teori, uden at gøre opmærksom på, at han har lavet en hermeneutisk fortolkning af viljen.
Naturen eller verden bliver nu kampplads for viljens objektivation, viljen er i konflikt med sig selv: ”Ethvert trin i viljens objektivation strides med de andre trin om materien, rummet og tiden.”[19]
Viljen mangfoldiggøres og individueres, og mennesket er efter Schopenhauer det højeste trin. Jo mere individuation jo mere lidelse, jo mere åben kamp om retten til at være sit eget særlige adskilte selv.
Som hos Hobbes er naturen ikke fornuftig, men der foregår en ren darwinistisk selvopretholdelse. Viljen vil at arterne formerer sig og at individuationen øges, den er i sit oprindelige væsen ikke andet end blindt begær. Vores mulighed for at frigøre os gennem fornuften er begrænset, da viljen er forskellig fra fornuften, den er fornuftsløs vilje. Da viljen som blind intet motiv har, har motivet i menneskelige handlinger også begrænset mulighed for at være løsrevet fra viljen: ”I virkeligheden hører fravær af ethvert mål og af alle grænser til viljens væsen i sig selv – til den vilje som er en endeløs stræben.” – og videre med Schopenhauers egne ord: ”Ethvert opnået mål er samtidig begyndelsen til en ny stræben, og således bliver det ved i en uendelighed”.[20]
Viljen er altså efter Schopenhauer utilfredsstillelig, og hvis vi vender blikket til seksualdriften, må vi igen giver Schopenhauer umiddelbart ret, vores blinde drift styrer os igen og igen, den stopper aldrig, den vil, hvad viljen vil og bekræfter således denne i en uendelighed. Den vil selvfølgelig opnå momentan tilfredsstillelse og ro, men en egentlig tilfredsstillelse er der ikke tale om.
I forhold til pædagogikken ser jeg dette som yderst væsentligt, da man i forhold opdragelse, dannelse, undervisning eller relationel kontakt vil være nødt til også efter Freud at forholde sig åbent, og ikke fornægtende til denne blinde vilje som mennesket altid er underlagt også i kroppen og seksualdriften.
Bog 3, verden som forestilling, æstetik
Bog 3 handler om, hvordan æstetiske oplevelser kan give os midlertidig fri fra viljens konstante villen og således fra lidelsen. Det er ikke den sanselige erkendelse Schopenhauer opererer med i sin æstetike forståelse, men en kontemplation af idéerne bag naturen, bygningskunst, kunstværker, drama, musik: ”Kunsten gentager de evige idéer som opfattes gennem den rene kontemplation, det væsentlige og blivende ved alle verdens fremtrædelser; og alt afhængig af hvilket stof det er som den gentager de evige idéer i, er den bildende kunst, poesi eller musik.”[21] Kunst er hos Schopenhauer en forestilling udenom DTGP, dens objekt er de platoniske idéer. Ikke én idé som hos Platon, men idéerne uden mangfoldighed, den enkelte idé ser Schopenhauer som viljens objektivationstrin.
Idéerne er udenfor subjektets erkendelsessfære, det er således ikke subjektet, der erkender disse, som Schopenhauer skriver: ”befinder idéerne sig også helt udenfor subjektets erkendelsessfære. Hvis idéerne derfor skal gøres til genstand for erkendelsen, vil dette udelukkende kunne ske hvis det erkendende subjekts individualitet ophæves.”[22]
Schopenhauer ligger altså an til en intellektualistisk æstetik, ved at der altid foregår en intellektuel erkendelse af idéerne samtidig med det interesseløse velbehag i den kontemplative erkendelse. Den æstetiske erkendelse er således dobbeltsidet: en kontemplation af idéerne, samt en forvandling af subjektet fra individ til rent erkendelsessubjekt.
For at forstå den momentane tilfredsstillelse vil jeg gennem nedenstående skema forklare idéerne, som det, der momentant ophæver modsætningen mellem Kants ting i sig selv samt Platons idé, og på den anden side det, der viser sig i fremtrædelsen eller fænomenet.
Viljen bliver nu tingen i sig selv og idéen hos Platon, forestillingen bliver fænomenet hos Platon og fremtrædelsen hos Kant.
Platon Kant Schopenhauer
Idè Tingen i sig selv Vilje
X X Idéerne
Fænomen Fremtrædelsen Forestilling
Erkendelsen som kunsten sætter i værk er kontemplationen, en anskuelse, der fortaber sig i anskuelsen som en ren betragtning, genstanden for denne betragtning er idéerne, de uforanderlige former. Erkendelsen af idéerne er ikke abstrakt da idéerne ikke er begreber.[23]
Musikken er for Schopenhauer den højeste form for kunstart, da den ikke efterligner, men afspejler idéerne. Her kan man indskyde at naturen i lighed med musikken heller ikke efterligner idéerne, men måske er idéerne selv? Ligesom musikken er naturen ikke en åbenbaring af idéerne som de andre kunstformer, men et direkte afbillede af viljen. På denne måde underminerer Schopenhauer måske sin egen kunstteori?
Schopenhauer foreslår en indstillingsændring, det er utydeligt om denne ændring indtræder spontant, eller om vi selv kan gøre noget aktivt for dette?
Det er et negativt lykkebegreb Schopenhauer her introducerer, at være fri for viljens slavearbejde, fravær af lidelse og smerte. I forhold til seksualdriften er dette interessant, da orgasmen er så nydelsesfuld, at den kan opleves som smertelig og uudholdelig, i orgasmen kan vi opleve at nydelsen og lidelsen smelter sammen. Det virker som om, Schopenhauers filosofi reducerer menneskets evne til at finde nydelse i smerten og samtidig måske evnen til det modsatte?
Spørgsmålet er om seksualdriften kan kvalificere til at blive betegnet som æstetisk hos Schopenhauer? Umiddelbart ikke da den er underlagt DTGP som en sansning. Dog kunne det være en diskussion værd, om man i selve orgasmen, som er synonym med den lille død[24], opnår en kontemplativ tilstand? Herigennem kunne man argumentere for en skuen af idéerne bag driftens idé, måske som noget, der ligger ud over selv forplantningens idé som Schopenhauer selv nævner? Måske man her skuer selve menneskenes, verdens, tilværelsens, eller æstetikkens idé om det skønne? For Schopenhauer er æstetik netop læren om det skønne i naturen og i kunsten.
Hvis min argumentation skal holde, ville det krævet et argument for en nødvendighed i først at bekræfte viljen, før den af sig selv ville blive benægtet i den lille død. Stadig ville den kontemplative erkendelse i den lille død mangle et æstetisk stof at fremtræde i. Desuden ville det være spørgsmålet om erkendelsen ville være intellektuel?
Bog 4, verden som vilje, etik
4. bog handler om etik som bekræftelse eller benægtelse af viljen. Menneskets handlemuligheder eller livsmuligheder.
Hos Schopenhauer findes der ingen praktisk filosofi: ”Det er lige så umuligt at lære dyden fra sig som det er umuligt at lære nogen at være genial.”[25] Filosofi kan kun beskrive det, der er, den kan altså ikke foreskrive. Schopenhauer kritiserer Kants katagoriske imperativ[26], og herunder begrebet burde. Kant opsætter på denne baggrund en lov for friheden, hvilket Schopenhauer kritiserer som en modsigelse.[27] Dette kendes alment som det pædagogiske paradoks; at du skal lære at ville, tvinges til frihed og selvstændighed. Hvordan vi i pædagogikken forholder os til dette paradoks, former vores måde at tænke pædagogik på. Efter Schopenhauer findes der ingen praktisk filosofi og deraf muligvis heller ingen pædagogik?
Der er efter Schopenhauer to veje i etikken, den ene kalder han den erhvervede karakter, her er han inspireret af stoikerne, hellenistisk filosofi og Epikur. Man kan sige, at det er en alternativ, livsfilosofisk eller etisk vej: ”Derfor er den blotte villen og kunnen i sig selv ikke nok, for et menneske skal samtidig vide hvad det vil og vide hvad det kan. Først på den måde vil et menneske vise karakter, først da vil det kunne udføre noget ordentligt.”[28] Vi skal altså erkende, hvem vi selv er og koncentrere vores indsats. Det er således ikke dydsetik eller pligtetik Schopenhauer beskriver her, men en selvindsigt, der skal give os mulighed for at handle godt. Schopenhauer lister her et normativt udsagn ind i hans filosofi, hvad er noget ordentligt? Her vil jeg ikke diskutere det normative i begrebet ordentligt men lade det stå som et åbent spørgsmål videre frem.
Den anden vej er askesen, benægtelsen af viljen som Schopenhauer finder eksempler på i alle religioner. Igen foreskriver Schopenhauer ikke men beskriver fænomenet som en teoretisk mulighed, der findes eksempler på i verden.
Erkendelsen skal for Schopenhauer komme intuitivt da det: ”ikke er muligt at frembringe nogen ægte dyd gennem moral og abstrakt erkendelse i det hele taget, men at denne nødvendigvis må udgå fra en intuitiv erkendelse af at, det fremmede individs væsen er det samme som éns eget.”[29] Her ses Schopenhauers østlige inspiration fra Veda- teksterne og Upanishaderne. Denne erkendelse af, at det fremmede væsen er det samme som mit, gør efter Schopenhauer, at vi ikke længere ønsker at skade andre og indgå i den evindelige viljes kamp. Vi vil således fornægte viljen i total askese. Denne vej ser Schopenhauer som et undtagelsesfænomen, der er forbundet med det sjældne, det hellige.
Det er oplagt, at der ikke er plads til bekræftelse af kroppen og seksualdriften i askesen, her vil begge blive fornægtet i og med at viljen fornægtes. Men gennem selverkendelsens vej vil jeg argumentere for, at der kunne der være muligheder for benægtelse af kroppen og seksualdriften. Her ville Schopenhauer være uenig, da han siger, at kroppen er det samme som viljen. (note 2)
Jeg vil sammen med en af Kvinfo`s[30] eksperter Annette Westrup, argumenter for, at vi kan opstå en bevidsthed og interesse i at gøre noget ”ordentligt” med vores seksualdrift, også at dette ”ordentlige ind imellem kunne indeholde en benægtelse af viljen:
”I stedet for al den snak om "sundhed" skulle vi måske hellere indse,
at det for os alle gælder om at nå frem til forståelse af (og med) vores
egen seksualitet, noget som tilsyneladende er lettere for nogle mennesker
end for andre, uanset om de følger de gængse, tidstypiske normer eller ej.
Hvad vil så "komme til forståelse" sige? At man mangler at godtage
sig selv, sådan som man nu engang er m.h.t. impulser, fantasier,
drømme, forhåbninger, lyster m.m. uanset om de af en selv eller
andre opfattes som (sæt selv de ønskede citationstegn) pæne eller
grimme, latterlige eller frygtindgydende, konventionelle eller
bizarre, kedsommelige eller fantastiske osv. "At komme til forståelse"
er naturligvis ikke det samme som at realisere. Ikke alle ønsker, fantasier
osv. lader sig materialisere, bl.a. af hensyn til egen eller andres
integritet. Men at noget ikke udleves, er ikke ensbetydende med, at
man ikke huser det i sig. Man står sig ikke ved at benægte eller tage
afstand fra mindre eller større dele af sig selv, man ikke værdsætter".[31]
Westrups udsagn om ”at komme til forståelse” og dette at erkende de ting man ”huser i sig” kunne sammenlignes med Schopenhauers erhvervede karakter. Når vi lærer os selv at kende, står ved os selv, og ved hvad vi vil, og hvad vi kan, også med vores kroppe og seksualdrift, får vi mulighed for til et vist niveau at intentionalisere vores seksualdrift i en ”ordentlig” retning. Denne retning kan gå gennem benægtelse eller bekræftelse af viljen. Når jeg skriver ”til et vist niveau”, hentyder jeg til, at vi med Freuds libidobegreb[32] for en stor del altid vil være prisgivet vores drifter og det ubevidste. Det vil altså sige, at det ikke er en total fornægtelse af viljen, vi kan opnå af denne vej, men måske nærmere et samarbejde med viljen?
Jeg giver altså Schopenhauer ret i, at kroppen og seksualdriften er nogle af de områder, der er allermest styret af viljen ja nærmet lig med viljen. Måske giver dette slægtskab netop mulighed for at se viljen mest klart i kroppens og seksualdriftens perspektiv? Og måske får vi her en mulighed for at kende os selv?
Håbets eller kritikkens eneste mulige form er, at se fænomenerne som de er, ikke at pynte på noget. Dette kan jeg argumentere for med Schopenhauer, Freud, Westrup og Horkheimer.
Horkheimer[33] videreudvikler den tanke, at der er for meget falsk bevidsthed, der tilslører virkeligheden, kritikken skal gå på det hele og ikke på enkeltelementer som hos Habermas. Efter 2. verdenskrig afviser Horkheimer optimismen, som Schopenhauer havde gjort det et århundrede før ham.
Men Schopenhauer var ingen politisk tænker, hans filosofiske system munder ud i askesen, som total fornægtelse af viljen. Den erhvervede karakter er et forstadie til askesen, ved at dyden er kærlighed, som igen er medlidenhed forstået ordret som med-liden-hed. Vi lider med andre, og er et med andres lidelse: ”Enhver sand og ren kærlighed er medlidenhed, og enhver form for kærlighed som ikke er medlidenhed, er egenkærlig selvoptagethed.”[34]
For Schopenhauer er kærlighed og seksualdrift altså to væsensforskellige ting, hvilket de vel også er for Freud? Min argumentation forsøger at sandsynliggøre, at de indimellem kan forenes, måske ikke som med-liden-hed, men som en enhed af bevidst fælles villen og kunnen.
Konklusion
At turde komme til en forståelse syntes at være afgørende i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt vores krop og seksualdrift udelukkende er bekræftelse af viljen, eller om der momentant er mulighed for fornægtelse af viljen.
Bekræftelsen af viljen ligger i biologien, i vores genitalier, her synes kun bekræftelse af viljen mulig. Med Westrup, Freud og Horkheimer i hånden er mit argument, at vi ikke står os ved at benægte, eller tage afstand fra dele af os selv, vi ikke værdsætter.
Schopenhauers pessimisme giver et mulighedsrum, et tilflugtsrum til samfunds – og seksualkritik, da vi sætter os ud over idealiseringerne og illusionerne i et forsøg på at beskrive fænomenerne i stedet for at foreskrive en etisk vej.
Vi behøver ikke blive radikalt pessimister af at læse og lade os inspirere af Schopenhauer, men i forhold til kroppen og seksualdrifterne kunne det være forløsende, at få mulighed for fænomenologisk at stå ved sin seksualitet, sådan som den nu engang viser sig.
Dette ville Schopenhauer benævne forestillinger under DTGP, hvorefter han ville sige, at vi stadig var i illusionernes magt, og i allerhøjeste grad bekræftede viljen. Her har jeg modsat i opgaven argumenteret for, at den erhvervede karakter med dens bevidsthed om hvad vi vil og kan, ville kunne overføres på dele af seksualdriften og kroppen.
Dog må jeg give Schopenhauer ret i, at kroppen og seksualdriften er så tæt knyttet til viljen, at vi for en stor del af tiden vil være styret af kampen om individuation, objektivation og konstant søgen efter tilfredsstillelse.
Perspektivering
I dag er sundhed og positivisme paradigmet, og jeg vil med baggrund i denne opgave og i Schopenhauers filosofi påstå, at vi ikke tager pessimismen alvorligt nok. Selve livet som fænomen kalder på negativerne, og der findes således filosofiske fænomenologiske grunde til at sige, at dele af livet er lidelse. Dette vidner eksistentialismen desuden om, og vi må efter min mening se i øjnene, at det ikke er alt, vi kan kontrollerer.
Ved at gøre os blinde for tilværelsens lidelses dimension, kommer vi til at lægge lidelsens almenhed over på individet, som ikke kan bære dette ansvar. Dette er, hvad den positive psykologi og kognitionspsykologiens ærinde kan opfattes som, når de stræben efter et (illusorisk) lykkebegreb for den enkelte.
Provokatorisk sagt kunne vi i stedet tage udgangspunkt i en negativ etik efter Schopenhauer, altså en lære om det mislykkede liv i al dets fænomenologiske realitet.
Litteraturliste:
Annette, Westrup, i Tidsskriftet Sex og Samfund nr. 1.
Arthur, Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling. Gyldendal København 2005.
Immanuel, Kant: Grundlæggelse af sædernes metafysik. Hans Reitzels Forlag København 1999.
Jørgen, Nørby Jensen: Politikkens synonym ordbog. JP/Politikkens Forlagshus A/S København 2008.
Max, Horkheimer: Tradisjonell og kritisk teori. Kalleberg: Horkheimer, Marcuse, Adorno, Habermas, Kritisk teori. Gyldendal norsk forlag Oslo 1973/77
Sigmund, Freud: Afhandlinger om seksualteori. Hans Reitzels Forlag København 1985.
Sigmund, Freud: Kærlighedens psykologi – En illusions fremtid. Hans Reitzels Forlag København 1959.
Søren, Fauth: Schopenhauers filosof. Informations Forlag, København 2010.
[1] Arthur, Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling. Gyldendal København 2005
[2] Sigmund, Freud: Afhandlinger om seksualteori. Hans Reitzels Forlag København 1985, s. 46.
[3] Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling, s. 483.
[4] Sigmund, Freud: Kærlighedens psykologi – En illusions fremtid. Hans Reitzels Forlag København 1959.
[5] Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling, s. 482-488.
[6] Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling, s. 43.
[7] Schopenhauer, Verden som vilje og forestilling, s. 482-488.
[8] Søren, Fauth: Schopenhauers filosofi. Informations Forlag København 2010, s. 227.
[9] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling s. 69.
[10] Poul, Lübcke: Politikkens filosofileksikon. Politikkens Forlag København 1983, s 229.
[11] Fauth; Schopenhauers filosofi s 102-105
[12] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 71.
[13] Poul, Lübcke: Politikkens filosofileksikon. Politikkens Forlag København 1983, s 230.
[14] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 89.
[15] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 209.
[16] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 198.
[17] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 218.
[18] Freud; Afhandlinger om seksualteori s. 70-71
[19] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 254.
[20] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 276.
[21] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 300.
[22] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 281-282.
[23] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 363.
[24] Jørgen, Nørby Jensen: Politikkens synonym ordbog. JP/Politikkens Forlagshus A/S København 2008, s. 208.
[25] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 411.
[26] Immanuel Kant: Grundlæggelse af sædernes metafysik. Hans Reitzels Forlag København 1999, s. 77-78
[27] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 412.
[28] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 454.
[29] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling, s. 537.
[30] Kvinfo: http://www.kvinfo.dk/side/383/?action=2&profilid=2207
[31] Annette Westrup, Tidsskriftet Sex og Samfund nr. 1.
[32] Freud; Afhandlinger om seksualteori s. 47,
[33] Max, Horkheimer: Tradisjonell og kritisk teori. Kalleberg: Horkheimer, Marcuse, Adorno, Habermas, Kritisk teori. Gyldendal norsk forlag, Oslo 1973/77
[34] Schopenhauer; Verden som vilje og forestilling s. 548..
Pædagogik og psykoanalyse som antinomiske praksisser?
- Psykoanalysens manglende bidrag til pædagogikken?
Marianne Træbing Secher, 20096018
Indhold
Indledning side 3
Psykoanalysens hovedpunkter side 4
Foreløbige spørgsmål til diskussionen ved mundtlig del side 6
Litteraturliste side 8
Indledning
Pædagoger videreuddannes til handicapseksualvejledere, og får hermed en ny rolle i det pædagogiske felt. Når f.eks. en voksen sindslidende beboer på et bosted masturberer i fællesrummet, bliver det en opgave for en seksualvejleder at stoppe adfærden og samtidig vejlede til andre måder at udleve seksualiteten på. Seksualvejlederen arbejder ud fra Vejledningen: ”Seksualitet – uanset handicap”[1], og denne støtter sig bl.a. til FN's Standardregler om: ”Lige muligheder for handicappede”. I standardregel nr. 9 står der, at mennesker med nedsat funktionsevne skal have mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold på linje med andre mennesker, samt at de i denne forbindelse skal støttes gennem lovgivning og med relevant rådgivning.[2]
Spørgsmålet er, om pædagogik hermed bliver mere og andet end uddannelse og opdragelse? Det kunne være fristende at skelne til psykoanalysen som teori og praksis i forhold til et tredje ståsted for seksualvejlederen, når denne skal støtte og rådgive mennesker med funktionsnedsættelse.
Psykoanalytikeren Catherine Millot argumenterer imod antinomi mellem pædagogik og psykoanalyse i hendes tekst om Freud som antipædagog. Millot vil i teksten vise:
”hvad den radikale modsætning mellem opdragelsesprocesser og analytiske processer består i og vise, hvori den strukturelle umulighed af at bruge den viden, der er opnået i den psykoanalytiske erfaring inden for den pædagogiske relations rammer, består.”[3]
Jeg vil gennem den såvel skriftlige som mundtlige del af eksaminationen undersøge samt lægge op til en diskussion af, hvorvidt psykoanalyse og pædagogik er antinomiske praksisser. Dette set i forhold til en ”udvidet” tænkning af, hvad pædagogik er; med særligt fokus på seksualvejlederen i socialpsykiatrien. Min undersøgelse vil således dreje sig om:
I hvilken udstrækning psykoanalysen evt. kan bidrage til at belyse en pædagogisk praksis som seksualvejleder i socialpsykiatrien?
- Jeg vil her i den skriftlige del redegøre for nogle hovedpunkter i den psykoanalytiske teori, samt skitsere nogle spørgsmål til den videre diskussion ved den mundtlige del.
- Den mundtlige fremlæggelse vil indeholde en redegørelse, for Millots argumenter for at psykoanalyse og pædagogik er antinomiske. Dette kritisk, analyserende, diskuterende og perspektiverende i forhold til en praksis som seksualvejleder.
- Herefter vil jeg lægge op til en fælles diskussion af Millots argumentation, samt argumenter og perspektiveringer i forhold til seksualvejlederens praksis.
Psykoanalysens hovedpunkter
For at kunne udpege de vigtigste hovedpunkter i psykoanalysen i forhold til Millots teori om antinomi mellem pædagogik og psykoanalyse, vil jeg hovedsageligt lade mig inspirere af Kirsten Hyldgaards fortolkning af psykoanalysen. Millot henviser til Lacan som sin vejleder, men refererer desuden direkte til Freud i sin argumentation. Hos Hyldgaard beskrives psykoanalysen såvel ud fra Freud som Lacan.
Hyldgaard skriver:
”Et af psykoanalysens fundamentale begreber er identifikation. Begrebet erstatter begrebet identitet”.[4]
Det vil altså sige, at psykoanalysen gør op med en tænkning af jeget som en fast størrelse, en kerne, en personlighed eller en identitet, vi er født med.
Videre hedder det hos Hyldgaard at:
”identifikation kan og skal tænkes i to dimensioner, en symbolsk og en imaginær.”[5]
Den imaginære identifikation betyder, at subjektet forsøger at blive, hvad det tror, den Anden ønsker, eller at blive det, den Anden mangler. Dette betegnes af Lacan som et idealjeg.
Symbolsk identifikation vil derimod sige, at vores jegideal er rettet mod et enkelt træk ved den Anden. Den Anden er med stort for at pege på, at det ikke er den konkrete anden, der er tale om. Hyldgaard henviser til Lacan, som kalder dette træk for unært, hvilket sætter det i modsætning til et unikt eller kvalitativt træk. Det kan være uforståelige træk, man identificerer sig med som f.eks. en hoste, men det er aldrig irrationelt. Der er altid en mening gemt i det ubevidste, som det så er psykoanalytikerens job at få frem gennem talen.[6]
Hvis vi nu på højst spekulativ vis for anskuelighedens skyld, som seksualvejledere, psykoanalyserede den handicappede beboer, der masturberer offentligt; kunne man med psykoanalysen afvise, at han er ekshibitionist af natur, eller at dette er hans fastlagte seksuelle identitet eller en kerne i hans medfødte personlighed. Vi måtte i stedet kikke på, om han har dannet nogle oplagte symbolske eller imaginære identifikationer. Måske kunne vi observere, at han er fascineret af en anden beboer, der har nogle meget maskuline træk og ofte berører sig i skridtet. På det imaginære niveau prøver denne beboer måske at gøre noget, den Anden ikke tør. Han ophæver den Andens manglende mod og kaster sig ud i en masturbation i fuld offentlighed, for at få den Anden til at elske, respektere eller anerkende ham? Selvom det er en konkret anden, han identificere sig med, vælger jeg at skrive Anden med stort for at pege på, at identifikationen stadig ikke er med en konkret anden; der er altid mere på spil, end vi umiddelbart kan se. Identifikationer bygger på et ubevidst begær af at være, hvad den anden ønsker eller mangler; eller identifikation med et træk hos den Anden. Dette begær er fremmedgjort, da det er den Andens begær. Hyldgaard skriver:
”Der findes ikke begær, qua den Andens, der ikke er fremmedgjort. Miseren opstår blot, når der etableres identitet mellem krav og begær. Når begæret kollapser i kravet, er begæret dobbelt fremmedgjort.”[7]
Ved at prøve at være det den Anden ønsker eller mangler, er vores beboers begær altså altid allerede fremmedgjort. Hvis beboeren i vores eksempel desuden prøver at leve op til et krav fra den konkrete anden, bliver begæret dobbelt fremmedgjort. Hans adfærd kan nu ses som et udtryk for primitiv narcissistisk kærlighedshungrende adfærd, og ikke en seksuel parafili, som vi skal hjælpe ham til at udleve i de rette lovlige rammer; hvilket ellers kan fremlæses i ”Vejledningen”.
”Vejledningen” oppositionerer sig herudover til psykoanalysen, når den refererer til WHO, der hævder, at seksualitet er et basalt behov[8].
Men ud fra psykoanalysen er seksualitet ikke et behov, hos Rösing får vi forklaret, at begæret hos Lacan og seksualdriften hos Freud:
”ikke må forveksles med behovet – en forveksling, som mange misforståelser af psykoanalysen bygger på. Begæret er ingen biologisk størrelse”[9].
Endvidere pointeres det at:
”Lacan lægger sig her i forlængelse af Freuds påpegning af, at seksualiteten altid involverer ”noget andet” end behovstilfredsstillelsen.”[10]
Seksualdriften er hos Freud afledt at instinkterne, den er ikke selv et instinkt[11]. Hos Lacan er begæret ligeledes noget andet end behovstilfredsstillelse, idet det altid er den Andens begær, da den Anden var der før mig; eller med Hyldgaard:
”“I begyndelsen var den Anden”, det vil sige, at subjektet ikke kan tænkes uden eller ‘før’ den Anden.”[12]
Vi kan således antage, at den beboer, der masturberer offentligt, er drevet af et ubevidst begær, som er den Andens. Spørgsmålet er nu, om beboerens begær er dobbelt fremmedgjort ved, at den Andens begær opfattes som et krav?
Desuden er det spørgsmålet, om beboeren deler grundfortrængningen eller Loven der i psykoanalysen beskrives som ødipuskonflikten eller incesttabuet. At Loven er ubevidst, vil sige, at den ikke er indstiftet af bestemte personer, den er allerede i barnet som en ubevidst viden. Loven er en grundlæggende forudsætning for al kultur, den videreudvikles af diverse love bevidst indsat af mennesker.[13]
Hyldgaard skriver:
”Den alt afgørende manglende identitet mellem Loven og dens repræsentanter er, hvad psykoanalysen betegner med begrebet om kastration, at det fædrene ophav ikke er ophav til Loven.”[14]
Denne kastration er betingelse for, at fremmedgørelsen i begæret kan opløses, da subjektet forstår, at det kan sige nej, til noget repræsentanten for Loven påbyder det; da denne netop kun er en repræsentant for Loven. Herved bliver det muligt for subjektet at opløse sammenhængen mellem krav og begær, da subjektet har tillid til, at Loven også gælder for den, der fremsætter kravet. At den Andens krav ikke er ubetvivleligt, eller netop ikke er Loven.
Når seksualvejlederen skal tale med beboeren, der masturberer offentligt, er det essentielt, om beboeren har denne tillid til Loven. Hvis vedkomne gennem svigt eller overgreb ofte har oplevet, at Loven ikke gælder for dens repræsentanter, så vil denne tillid til Loven være brudt. Den vil så evt. være afløst af en forveksling af repræsentanterne med loven. Herved bliver det umuligt at henvise til Loven om at offentlig masturbation er imod Loven. Hvis denne tillid derimod er tilstede, vil seksualvejlederen kunne henvise til Loven og diskutere denne åbent med beboeren. Det vil sige, at der er mulighed for, at begærets eventuelle dobbelte fremmedgørelse kan ophæves ved, at sammenhængen mellem begæret og kravet kan opløses.
Disposition for eksamination den 18-1-2012
Pædagogik og psykoanalyse som antinomiske praksisser?
- Psykoanalysens manglende bidrag til pædagogikken?
Kl. 14.45 - 14.55
Oplæg om Millots argumenter for at psykoanalyse og pædagogik er antinomiske praksisser.
Kl. 14.55 - 15.00
Foreløbig konklusion og oplæg til diskussion
Kl. 15.00 - 15.20
Fælles diskussion af et eller flere af nedenstående emner, eller hvad dagsformen byder:
Nævnt i synopsis:
· Vil en psykoanalytisk teori om identifikationer kunne erstatte identitets- eller jeg-psykologien, og herved inspirere pædagogikken?
· Er pædagogik andet og mere end opdragelse og uddannelse?
· Kan psykoanalytisk teori skelnes fra dens praksis og herved være en teori for pædagogikken?
· Millot argumenterer for at: ”Opdrageren har sin magt fra overføringen og kan, qua opdrager, ikke give afkald på den.” Kan pædagoger ikke sige sig fri for en opdragende rolle? Skal beboeren, der masturberer offentligt, udelukkende opdrages?
· Kan eller skal seksualvejlederen slippe ud af overføringens magt, og i lighed med psykoanalytikeren blive anonym, analysere beboerens ubevidste samt hans lidelse og ophæve fortrængningen? Eller er overføringen derimod nødvendigt for at stoppe en ulovlig eller med Hyldgaard livstruende gentagelsestvang?
Tilføjede:
· Psykoanalysen beskriver og analyserer talen, eller det som viser sig, den beviser ikke. Med hvilken kritik skal vi anskue psykoanalysen og dens påstande om f.eks. Loven og det ubevidste? Er psykoanalysen konservativ, dogmatisk? Gud hos Lacan = det ubevidste, hvordan skal vi forstå dette?
· Skal psykoanalysen forandre noget i subjektet? Skal pædagogikken?
· Felmans tese (Kap 2 i pædagogiske umuligheder) – at lytte efter modstanden mod at lære er pædagogikkens ”eksistensberettigelse” – kalder på pli, hvordan arbejde pædagogisk med pli?
· Kan pædagogik ses som en teori og praksis forskning i temaet: Subjektet, den Anden og det sociale? Som en undersøgelse i et åbent refleksivt rum i dialog med andre pædagoger og med brugerne – som pædagogisk filosofi i en hysterisk diskurs?
Litteraturliste ved skriftlig del
C. Millot: ”Antipædagogen Freud. Psykoanalyse og opdragelse” (2010 [1979]) i: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag.
FN: Standardregler om lige muligheder for handicappede, New York, 1994, resolution 48/96, nr 9.
Jean Laplanche: Liv og død i psykoanalysen (1970). Klim, Århus 1987, 1. udg.
Kirsten Hyldgaard: ”I begyndelsen var den Anden. Eller subjektet, historien, Paulus og universalismen” i: K. Hyldgaard: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010.
Kirsten Hyldgaard: ”Pædagogisk pli” i: K. Hyldgaard: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010.
L. M. Rösing:”Psykoanalyse – Lacans formalisering af Freud” i: L. M. Rösing: Poststrukturalistiske analysestrategier. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, Roskilde 2005.
T. Langfeldt & M. Porter: ”Sexuality and family planning. Report of a consultation and research findings” (WHO 1986) i Henningsen; Vejledningen Seksualitet – Uanset handicap.
Ulla Rødgaard Henningsen, Formidlingscenter Øst: Seksualitet – Uanset handicap. Vejledning af den 28-2-2001, Socialministeriets 7 kontor, 1 udg. 1 opl.: http://www.vfb.dk/media/sexvejledning_ministeriet.pdf, 25-11-2011, kl 16.05
Litteraturliste tillæg (forventet brugt ved mundtlig del)
Dansk Pædagogisk tidsskrift: Tema: Psykoanalytiske perspektiver på det pædagogiske. Nr 3 September 2011.
Fink B.: ”The Master Signifier and the Four Discourses” i: Key Concepts of Lacanian Psychoanalysis. Other Press New York 1998.
Hyldgaard Kirsten: Det utidige subjekt. Roskilde Universitetsforlag Frederiksberg 2003.
Hyldgaard Kirsten: Fantasien til afmagten. Museum Tusculanums Forlag Københavns Universitet 1998.
Johan Cullberg: Dynamisk Psykiatri. Hans Reitzels Forlag København 1994, 4 udg. 1 opl.
Jørgen Husted: Etik og værdier i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag København 2009.
Lars Thorgaard: Relationsbehandling i psykiatrien. Hertervig Stavanger 2007, 2. udg. 5 bind.
Sigmund Freud: Afhandlinger om seksualteori. Hans Reitzels Forlag København 1985.
Sigmund Freud: ”Massepsykologi og jeg-analyse” (1921) i: Metapsykologi 2. Hans Reitzel København 1976
[1] Ulla Rødgaard Henningsen, Formidlingscenter Øst: Seksualitet – Uanset handicap. Vejledning af den 28-2-2001, Socialministeriets 7 kontor, 1 udg. 1 opl.: http://www.vfb.dk/media/sexvejledning_ministeriet.pdf, 25-11-2011, kl 16.05. Herefter kaldet ”Vejledningen”.
[2] FN: Standardregler om lige muligheder for handicappede, New York, 1994, resolution 48/96, nr 9 s 29.
[3] C. Millot: ”Antipædagogen Freud. Psykoanalyse og opdragelse” (2010 [1979]) i Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik (s.31), Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010.
[4] Kirsten Hyldgaard: ”Pædagogisk pli” i K. Hyldgaard: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010, s. 118
[5] Samme s. 118
[6] Samme s. 118-123
[7] Hyldgaard; Pædagogisk pli s. 123
[8] T. Langfeldt & M. Porter: ”Sexuality and family planning. Report of a consultation and research findings” (WHO 1986) i Henningsen; Vejledningen Seksualitet – Uanset handicap s 3
[9] L. M. Rösing: ”Psykoanalyse – Lacans formalisering af Freud” i L. M. Rösing: Poststrukturalistiske analysestrategier. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 2005, s. 113
[10] Samme s. 112
[11] Jean Laplanche: Liv og død i psykoanalysen (1970). Klim, Århus 1987, 1. udg. kapitel 1.
[12] Kirsten Hyldgaard: ”I begyndelsen var den Anden. Eller subjektet, historien, Paulus og universalismen” i K. Hyldgaard: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010, s 141
[13] Hyldgaard: Pædagogisk pli, S 127-128
[14] Samme s 128
[15] Samme s 132, Overføring ses med Hyldgaard som: ”gentagelse af infantile relationer”.
[16] Samme s 136.
[17] Samme s 134, Gentagelse er med Hyldgaard: ”ikke identisk med overføring, for den indbefatter mere og andet end overføring.” Med Lacan er overføring at: ”den Anden formodes at vide”, samme s 133. Efter Hyldgaard er overføringen nødvendig for at ophæve narcissismen, danne sociale relationer og stoppe en livstruende gentagelsestvang, samme s 134.
