Er sex et behov der kan opfyldes eller et begær der aldrig kan tilfredsstilles? Har den handicappede mindre ret til at gå til en prostitueret end alle andre? Min pointe er at sex er kommet for at blive og selv om man er handicappet kan man have brug for hjælp til denne del af livet på mange forskellige måder - min drøm og vision som filosofisk seksualvejleder er at vi enten kan nå så vidt at vi uddanner seksualvejleder/seksualkonsulenter til at varetage seksualoplæringen af de handicappede - eller uddanner de prostiturerede og giver dem acceptable forhold i samfundet - hvilken dobbeltmoral er det ikke, når vi siger at det er lovligt, men at det stadig ikke er et erhverv som alt andet? Hvem skal og kan normativt dømme de prostituerede som et helt erhverv og sige at de er selvskadende? Det er der vel så mange erhverv der er? Min erfaring er at 80 % af de handicappede går til prostituerede for at blive oplært til onani, så de selv kan gå videre derfra - kun 20 % ønsker decideret samleje - dvs at hvis vi var dygtige til oplæring kunne vi uden de prostituerede hjælpe 80 % på anden vis!! MEN seksualitet kan ikke bare snakkes tilrette - der skal ind imellem konkrete handlingsanvisninger til + en der tør være tilstede under akten! MÅSKE gælder noget lignende for de ikke handicappede der søger proistituerede? Måske hvis vi turde tage bladet fra munden og tale åbent - ville der vise sig nogle bedre måder at leve sammen i verden på? Men trods alt lever vi i en verden hvor alt er til salg for penge - og dette vil også altid afspejle seksualiteten....
Efter vejledningen fra socialministeriet: Seksualitet – uanset handicap hører henvisning til en prostitueret ind under seksualoplæring eller anden form for hjælp end almindelig seksualvejledning, lad os da holde fast i dette og ikke forfalde til at se det som ren udbytning, men som at den prostituerede som pædagogen vælger at henvise til netop er kompetent til at yde denne oplæring!